Der findes efterhånden en del forskellige yogaformer, og det kan måske være lidt svært at overskue som nybegynder, hvilken yogaform man skal vælge.
Overordnet set kan man ikke kategorisere de forskellige yogaformer for gode og dårlige, da det er meget individuelt hvilke behov man har.
Men uanset hvad, findes der en yogaform til alle, man skal bare lige finde ud af hvad det egentlig er man vil have ud af at gå til yoga. Er det for at blive smidig og stærk, eller er det primært for at koble af og fordybe sig?
Overordnet kan man opdele yogaformerne i fysiske og afstressende/restorative.
Nogle af de mest udbredte yogaformer er bl.a. Hatha, Ashtanga, Vinyasa og Yin yoga. Derudover findes der adskillige variationer af disse.
I Danmark er yoga meget udbredt, og man kan også uddanne sig til yogalærer på flere forskellige danske yoga uddannelser.
De forskellige yogaformer
Hatha yoga er en af de ældste yogaformer, og er som næsten alle yogaformer opstået i Indien. Flere af de andre yogaformer, udspringer af hatha yoga. Klassisk hatha er både en fysisk og afstressende yogaform med fokus på åndedrætsøvelser og god afspænding.
Ashtanga yoga er en mere dynamisk yogaform, også fra Indien. Ashtanga er en flydende serie, hvor man næsten konstant er i bevægelse fra den ene stilling til den næste. Ligesom hatha, arbejder ashtanga både på det fysiske og mentale plan.
Vinyasa betyder flow og er som ashtanga en flydende yogaform bestående af små sekvenser som udføres i flydende bevægelser, med fokus på vejrtrækning. Med vinyasa får man masser af sved på panden. Nogen forbinder vinyasa med trænings- eller fitness yoga.
Yin yoga derimod, er en yogaform som har fokus på lange stræk. Her holder man stillingerne adskillige minutter ad gangen. Yin yoga arbejder med bindevævet, for at oparbejde en mere fleksibel krop med plads. Yin yoga består af ca. 25 stillinger som alle kendetegnes ved at strække forskellige dele af kroppen.
Hvad skal man så vælge?
Man skal mærke efter hvad det er man har brug for. Er man stresset, skal man vælge en mere restorativ yogaform, og nyde godt af de fordele det giver. Er man nybegynder og bare gerne vil blive mere smidig og styrke sin krop, kan man prøve et par af de mere fysiske yogaformer og se hvad der passer en bedst. Det er meget individuelt hvad man kaster sin kærlighed over.