Din guide til at forstå abstrakte malerier

Har du nogensinde stået foran et abstrakt kunstværk, betaget af den visuelle kraft, men alligevel forvirret over meningen med værket? Er motivet i virkeligheden en by set ovenfra, eller et vandfald i smuk natur? Har motivet overhovedet en mening, og skal det egentlig forestille noget? Lær her hvordan du bliver klogere på abstrakt kunst, og lærer at beskue det.

At forstå at elske abstrakt kunst, er overordnet set en simpel disciplin. Alt hvad du behøver er et åbent sind og en vandrende fantasi. Det første skridt er at forberede dig på at se ud over de ting, du allerede ved eller genkender.

Rødderne i abstraktion findes i intuitionen fra kunstneren og friheden for kunstneren såvel som beskueren. Det ligger os mennesker nært at prøve at finde hoved og hale i ting, og forsøge at finde frem til løsningen eller meningen med alt ting. I de fleste situationer er det en god egenskab. Men ved abstrakt kunst, skal vi som beskuere forsøge at fralægge vores naturlige sans for at være løsningsorienteret og dermed affinde os med at der ikke er nogen rigtig eller forkert løsning, men stille os tilfredse med den opfattelse der skabes ved den personlige iagttagelse af kunstværket.

Lad vær med at overtænke det

Det er om abstrakte malerier vigtigt at forstå, at kunstneren ikke forsøger at fortælle en historie og skabe noget genkendeligt, som du skal gætte dig frem til. Derimod, er meningen med abstrakt kunst at aktivere din involvering og fantasi. Opgaven for kunstneren består i at få beskueren til at føle og se noget i kunstværket. Beskuerens opfattelse er helt individuel, alt efter personlighed, livserfaring og sindstilstand.

Så hvordan kigger du på abstrakt kunst?

Traditionelt set, kigger vi ofte helt instinktivt på kunstværker med tekniske øjne. Vi kigger eksempelvis efter hvor meget Mona Lisa ligner en virkelig kvinde, hvordan hendes blik fanger os og hvor teknisk dygtig Leonardo Da Vinci var. Derimod, når vi kigger på abstrakt kunst, skal vi netop ikke kigge efter genkendeligheden og ligheden mellem kunstværket og den verden vi kender. Så hvordan kigger vi på abstrakt kunst, og værdsætter det?

Når vi ikke kan forholde os konstruktivt til maleriet, og skabe en forståelse gennem genkendelige elementer, kan vi værdsætte abstrakt kunst ved at mærke den følelse vi får af at beskue det. Heri kan vi betragte de simple anvendte elementer, som farver, former, linjer, tekstur, sammensætninger og materialer.

Nedenfor får du nogle tips som hjælper dig på vej til at forstå den abstrakte stilart:

  1. Bestem selv tiden du iagttager
    Der er ingen regler for hvor længe du skal kigge på et abstrakt maleri, for at kunne værdsætte det. Det er en generel misforståelse at du skal stå flere timer foran et maleri, for at danne en forståelse. Stå og iagttag værket, så længe du finder det interessant.
  2. Lad vær med at nedgøre det i dine tanker
    Kunst, især abstrakt kunst, er baseret på subjektive holdninger. Hvis du ikke føler noget for et maleri, så lad det passere og nyd det næste.
  3. Abstraher fra titlen
    Kunstnere navngiver ofte abstrakte værker en skæv og ”abstrakt” titel. Det sker ofte fordi de ikke vil sætte en følelse, som de har haft, i gang hos dig, men i stedet lade dig skabe din egen opfattelse af værket. Lad derfor være med at lægge for meget i titlerne, på abstrakte værker.
  4. Lad vær med fremprovokere følelser
    Når du beskuer et abstrakt kunstværk, så lad vær med at tro at du skal føle noget. Lad i stedet maleriet få dig til at føle noget.

Husk der ikke er et facit
Abstrakte malerier kan ikke sættes i en kasse. Alle kan skabe deres egen opfattelse og følelse forbundet med maleriet. Lad derfor være med at få indspark fra andre beskuere, og derimod dan din egen holdning. 

Skriv et svar