Forskellige steder stiller forskellige krav til gulvet. Gulve til køkkenet skal f.eks. kunne holde til at du spilder på det og samtidig gerne være behageligt at gå på og lyddæmpende. Gulve til badeværelset skal selvfølgelig kunne tåle vand og ikke være for glatte, når man går på det med bare fødder. Der bliver altså stillet høje krav til gulvet i vores hjem, men det er intet i forhold til de krav, der bliver stillet til gulve til industrien.
Industrigulve skal nemlig kunne holde til en del mere. De skal bl.a. være meget modstandsdygtige, langtidsholdbare, rengøringsvenlige og meget mere. Det er meget strenge krav, og der er faktisk ikke mange gulvtyper, der kan leve op til lige netop disse krav til industrigulve. Vi kender faktisk kun til to gulvtyper: epoxygulvet og polyurethangulvet.
Epoxygulvet
Epoxygulvet er et meget slidstærkt og også vedligeholdelsesnemt industrigulv, især når det bliver lagt i 2 eller 3 lag. De kan holde til alt fra mekanisk belastning, stød og slag til diverse kemikalier, som måtte blive spildt på gulvet. Epoxygulvet har også en skridhæmmende overflade, og det gør det til et meget sikkert gulv at færdes på til fods, især når der f.eks. er spildt vand eller kemikalier på gulvet. Sidst men ikke mindst er epoxygulvet også kendt for sin rengøringsvenlige overflade. Det er nemt at rense gulvet efter spild fra dagens produktion. Lige netop epoxygulvet har kun enkelte begrænsninger ved f.eks. termisk belastning eller ved høje syrekoncentrationer.
Polyurethangulvet
Polyurethangulvet er første valg til belægninger, hvor der er ekstremt høje krav til rengøring. Det er bl.a. i fødevareindustrien, hvor rengøring skal udføres med meget høje temperaturer eller i produktioner, hvor der skal arbejdes med kemikalier med meget høje syrekoncentrationer. Derudover kan polyurethangulvet også prale med en høj slidstyrke og en stødabsorberende overflade. Det er altså et gulv, der kan holde til det meste og som faktisk er behageligt at gå på dagen lang.
Det er disse to gulvtyper, der egner sig bedst til bl.a. lagerhaller, værksteder og mange flere forskellige industriområder.