Vi havde fået at vide i klassen i dag, at vi snart skulle til skolefodbold, og at det var tid til at melde sig til, hvis man gerne vil med. Jeg var ikke den bedste til at spille fodbold, men jeg kunne godt lide det, og det var en dag, man kunne slippe for skole.

Så jeg tilmeldte mig. For selvfølgelig ville jeg gerne slippe for en dags skole, når det eneste det krævede, var at jeg skulle sparke til en bold. Tingen var bare at ja, jeg kunne godt lide at spille det, men det var ikke ensbetydende med, at jeg kan finde ud af at spille det.
Og jeg ville ikke ydmyge mig selv, så jeg tog op i parkens fodboldbane, og prøvede at lære mig selv det.

Jeg var der i et par timer, og langsomt begyndte jeg rent faktisk at remme bolden bare 3/10 gange. Det var en forbedring, og meget bedre tænkte jeg ikke, at jeg ville blive, når jeg var vildt svedig og træt og knap nok kunne trække vejret. Så jeg drog hjem af igen.

Jeg endte med at stå foran min læste hoveddør, og i det jeg ledte i mine lommer efter mine nøgler, mødte jeg i stedet min telefon. Jeg så hurtigt at noget var galt med den, og indså ret hurtigt at jeg på magisk vis havde ødelagt mit kamera.

Jeg ved ikke hvornår, men baseret på at jeg faldt, ca. 20 gange under træningen, var det højst sandsynligt en af de fald.

Jeg tog min cykel og kørte imod reparationsfirmaet nede af vejen Fixphone.

Jeg var stadig i mit træningstøj, så jeg så nok en smule dum ud, men min telefon blev fikset og jeg var ikke super dårlig under skolefodbold, så det var vel okay i sidste ende.